Status: Forslag
Baggrund
Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker at give mulighed for at udvide Exmoor Stalden, Nybrovej 453A, med 3.000 m2 i form af nyt ridehus og mere staldkapacitet. Nuværende kommuneplanramme 8.1.44 fastsætter, at der kun må foretages nødvendige og mindre udvidelser af eksisterende bygninger, ligesom udnyttelsen og udviklingen af området skal ske efter en samlet plan. En forøgelse af bebyggelsesmulighederne forudsætter derfor en ændring af kommuneplanrammen og en lokalplan specifikt for Exmoor Stalden, Nybrovej 453A. Lokalplanen vil omfatte et område på ca. 19.747 m2 i det sydøstlige hjørne af kommuneplanramme 8.1.44. Dette tillæg vil således kun omhandle arealet inden for lokalplanens område.
Indhold
Kommuneplantillægget giver mulighed for, at der inden for lokalplanområdet i tilknytning til eksisterende ridehus og stald, kan opføres nyt ridehus og stald. Den eksisterende bebyggelse andrager 1.830 m2. Set i sammenhæng med, at der ønskes opført yderligere 3.000 m2, herunder en 9 meter høj tilbygning, er der tale om en større udvidelse. Kommuneplanrammen ændres således, at der bliver mulighed for at opføre en større udvidelse af eksisterende bygninger. Med en lokalplan for tilbygning til den eksisterende ridehal udarbejdes der nu en samlet plan for Exmoorstalden i overensstemmelse med kommuneplanrammen.
Retningslinje for friluftsanlæg:
Rammeområdet er beliggende inden for de udpegede friluftsområder. Friluftsanlæg skal så vidt muligt anvendes til flere forskellige friluftsaktiviteter og være offentligt tilgængelige. Ved indpasning af friluftsanlæg i friluftsområderne og landområdet i øvrigt skal støj, belysning, bygninger og anlæg begrænses og udformes med hensyntagen til omgivelserne.
Der kan ikke etableres nye golfbaner, rideanlæg eller andre større, landskabeligt indgribende areal- eller bygningskrævende friluftsanlæg, og eksisterende anlæg kan ikke udvides. Eksisterende anlæg, bygninger og udenomsarealer skal i videst muligt omfang være offentligt tilgængelige. Bygninger og parkeringsanlæg skal holdes samlet og knyttes til eksisterende bygninger, hvis det ikke strider mod landskabshensyn eller medfører væsentlige støj- og trafikgener. Der må ikke indrettes kunstig belysning, bortset fra dæmpet belysning ved bygninger og parkering. På Nybrovej 453 A kan eksisterende rideanlæg dog udvides med 3.000 m2.
Vurdering:
Lyngby-Taarbæk Kommune vurderer, at den del af rammeområdet, der ønskes bebygget, ligger i tilknytning til eksisterende bebyggelse og parkeringsanlæg. Den landskabelige virkning er dermed begrænset. Der etableres et beplantningsbælte mellem Frederiksdal Storskov og den ny bebyggelse, som vil medvirke til at sikre de landskabelige værdier, da det skærmer for og nedskalerer den ny bebyggelse.
I kommuneplantillægget tilføjes retningslinjen derfor, at ”på Nybrovej 453 kan eksisterende rideanlæg dog udvides med 3.000 m2.”
Retningslinje for friluftsområde:
Rammeområdet er beliggende inden for udpegede friluftsområder. Retningslinjer for friluftsområder fastlægger at Hovedstadsregionens grønne struktur skal søges fastholdt og styrket gennem forbedring af de landskabelige og rekreative værdier. Forbedringer kan ske ved, at der plantes ny rekreativ og bynær skov eller foretages naturgenopretning og etableres naturstier o.l. Adgangs- og opholdsmulighederne skal søges forbedret, herunder i områder med bynær beliggenhed og i de dele af de udpegede beskyttelsesområder, som rummer særlige landskabs-, natur- og kulturværdier af væsentlig rekreativ betydning, og som kan tåle rekreativ benyttelse.
Friluftsområderne udpeges til overvejende almen - ikke bymæssig - rekreativ anvendelse med mulighed for landbrugsmæssig anvendelse. I forbindelse med planlægning og administration af retningslinjer, herunder opfølgning gennem anden lovgivning, skal der i afvejningen med andre arealanvendelser lægges særlig vægt på at sikre friluftsområdernes rekreative funktioner.
Friluftsområderne skal friholdes for vindmøller samt nye anlæg og ændret arealanvendelse, som kan medføre væsentlige miljøgener, der forringer den rekreative anvendelse og oplevelse. Friluftsområderne skal desuden friholdes for yderligere bebyggelse og anlæg til beboelse, erhverv og andre bymæssige formål samt anlæg til organiserede fritidsformål, som begrænser borgernes adgang til og benyttelse af områderne til almene, rekreative formål. På Nybrovej 453 A kan eksisterende rideanlæg dog udvides med 3.000 m2.
Vurdering:
Hele Frederiksdalområdet er et udflugtsområde af regional betydning. Der meget god tilgængelighed for almen færdsel både i skovene, langs Mølleåen, Furesøen og Bagsværd Sø. Ligeledes er der gode muligheder for færdsel på vandet.
Udvidelsen af Exmoor stalden mindsker ikke mulighederne for almen færdsel, idet der ikke nedlægges stier i forbindelse med realisering af lokalplanen og det område, hvor ny bebyggelse ønskes placeret er ikke åbent for offentlighedens færdsel, da det er udlagt som ridebaner. I kommuneplantillægget tilføjes retningslinjen, at: ”på Nybrovej 453 kan eksisterende rideanlæg dog udvides med 3.000 m2.”
Øvrige retningslinjer i Kommuneplan 2021 og statslige interesser i planlægningen.
Fingerplan 2019:
De sammenhængende grønne kiler med ydre grønne kiler, indre grønne kiler og kystkiler i hovedstadsområdet opretholdes for at sikre nærhed og let tilgængelighed til grønne områder med adgang for alle. De grønne kiler forbeholdes almen ikke-bymæssig friluftsanvendelse med mulighed for jordbrugsmæssig anvendelse.
Vurdering:
Der er i dag ikke almen adgang til den del af rammeområdet, som indeholder Exmoor Stalden. Udvidelsen ændrer ikke på dette eller mindsker den særdeles gode almene adgang til alle områder i den grønne kile.
Natura 2000, beskyttede naturtyper og naturfredninger:
Natura 2000 er en betegnelse for særligt beskyttede naturområder. Hvert Natura 2000-område har et såkaldt udpegningsgrundlag, som beskriver hvilke arter og naturtyper, som skal beskyttes, og dækker over tre forskellige naturbeskyttelser: Ramsarområder, Fuglebeskyttelsesområder og Habitatområder. Exmoor Stalden ligger uden for Natura 2000-området og 265 m meter fra Natura 2000-område nr. 139, Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal Skov, som omfatter Habitatområde H123 og Fuglebeskyttelsesområde F109.
Vurdering:
Lyngby-Taarbæk Kommune vurderer, at tillægget ikke vil påvirke de beskyttede arter eller naturtyper i Natura 2000-område nr. 139 og/eller nr. 144, hverken for sig selv eller i forbindelse med øvrige projekter eller planer. Lyngby-Taarbæk Kommune vurderer, at afstanden fra Exmoor Stalden til Natura 2000-området er så stor, at det ikke vil påvirke Natura 2000-området, herunder de beskyttede arter eller naturtyper.
Bilag IV-arter:
Potentielt kan der forekomme flagermus i den eksisterende ridehal, som ikke berøres af ny stald og ridehus.
Vurdering:
De nye bygninger placeres på ridebane med grusbelægning. På den baggrund vurderes det, at der ikke er bilag IV-arter der berøres af projektet.
Biologiske interesser, Grønt Danmarkskort:
Rammeområdet er beliggende inden for biologiske interesser og Grønt Danmarkskort. Der må ikke foretages ændringer, som overskærer økologiske forbindelser (spredningskorridorerne), reducerer eller i øvrigt forringer de økologiske forbindelsers biologiske værdi, uden at der sikres kompenserende foranstaltninger. Spredningsmulighederne for vilde planter og dyr skal søges øget gennem forbedring af eksisterende eller etablering af nye naturområder. For potentielle økologiske forbindelser skal der i videst muligt omfang tages lignende hensyn som ovenstående.
Vurdering:
Exmoor Stalden er alene beliggende i biologisk kerneområde, der strækker sig over Furesø, Bagsværd Sø, Lyngby Sø og Farum Sø i Furesø Kommune samt store skovarealer og moser, bl.a. Lyngby Åmose. Kommunen vurderer, at der med den nye planlægning vil ske forbedring af spredningsmuligheder, idet der planlægges etableret et 50 m x 3 m bredt beplantningsbælte med samme arter som de omgivende skovbryn. Det område, der ønsket bebygget, henligger i dag hovedsagelig som grusbelagte ridebaner, hvorfor der ikke vil være tale om væsentlig reduktion af eksisterende grønt areal.
På ovenstående baggrund vurderes en tilbygning til en eksisterende ridehal at være i overensstemmelse med retningslinjer for Biologiske interesser og Grønt Danmarkskort.
Grønt Danmarkskort:
Kommunens større sammenhængende naturområder med høj biodiversitet er udpeget i Grønt Danmarkskort. Det udgør alle kommunens Natura 2000-områder og §3 naturbeskyttede arealer efter naturbeskyttelsesloven beliggende i landskabet. De biologiske kerneområder og økologiske forbindelser (spredningskorridorerne) er udpeget som eksisterende naturområder i Grønt Danmarkskort, mens de potentielle spredningskorridorer er udpeget som potentielle naturområder. Sortemosen er supplerende udpeget som potentielt naturområde i Grønt Danmarkskort. Naturindsatsen inden for Grønt Danmarkskort prioriteres højest inden for Natura 2000-områder og dernæst naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser og potentielle naturområder.
Vurdering:
Der sker forbedring af spredningsmulighederne idet der etableres et 50 m x 3 m bredt beplantningsbælte med hjemmehørende arter.
Naturbeskyttelse:
Rammeområdet er del af et større område i hele kommunens grønne områder, der er udpeget som ”Beskyttelsesområde for landskabs-, natur- og kulturværdier.”
Vurdering:
Det vurderes konkret, at en tilbygning til eksisterende ridehal ikke forringer de værdifulde sammenhængende helheder og enkeltelementer. Det område, der ønskes bebygget, ligger i tilknytning til eksisterende bebyggelse, parkeringsplads og drivhus.
Landskabelige værdier:
Rammeområdet er beliggende inden for område med landskabelige værdier. Her gælder samme retningslinjer som i områder med biologiske interesser.
Vurdering:
Det område, der ønsket bebygget, henligger i dag hovedsagelig som grusbelagte ridebaner. Samme retningslinjer gælder også for landskabelige værdier og kulturhistorie
Kulturhistorie:
Rammeområdet er beliggende inden for området med kulturhistoriske interesser. Her gælder samme retningslinjer som for områder med biologiske interesser. Området er desuden udpeget i Kommuneplan 2021 som et område med kulturmiljø og et område med kulturhistorisk værdi.
Vurdering:
De kulturhistoriske værdier her udgøres af det store godslandskab og Mølleåen/fæstningskanalen.
Det område, der ønskes bebygget, ligger i tilknytning til eksisterende bebyggelse og anlæg og afskærer ikke væsentlige udsyn over det godslandskabet og Mølleåen. Her gælder samme retningslinje som for områder omfattet af naturbeskyttelse
Særlige drikkevandsinteresser:
Der må indenfor området ikke opføres virksomheder eller anlæg, der medfører en væsentlig fare for forurening af grundvandet.
Vurdering:
Inden for rammeområdet gives ikke mulighed for grundvandstruende anlæg eller virksomheder, og vurderes derfor ikke at påvirke udpegningen.
Grundvandsredegørelse:
Rammeområderne er beliggende inden for område med særlige drikkevandsinteresser - OSD-områder - som det meste af Lyngby-Taarbæk Kommune. Området ligger indenfor indvindingsopland til Bagsværd, Tibberup og Værløse. Nærmeste indvindingsopland er Bagsværd Kildeplads ca. 1.200 m mod syd, Tibberup 4800 meter mod vest og Værløse 4200 meter mod vest. Lyngby-Taarbæk Forsyning er i gang med forundersøgelser til en ny kildeplads i Frederiksdal-Virum området.
Selve Exmoor Stalden ligger med den nyeste model for kortlægning af indvindingsoplande uden for grundvandsdannende opland. Ved tidligere modelberegninger ligger Exmoor Stalden i grundvandsdannende opland til Lyngby og Bagsværd kildepladser.
Exmoor Stalden ligger i dag uden for følsomt indvindingsområde.
Beskyttelse af drikkevandet er en statslig interesse udmøntet i Bekendtgørelse nr. 1697 af 21. december 2016. Ifølge bekendtgørelsen må der ikke inden for OSD-områder og indvindingsoplande til almene vandforsyninger vedtages kommuneplanrammer for virksomhedstyper eller anlæg, der medfører væsentlig fare for forurening af grundvandet.
Møddingsplads indrettes med vandfast typegodkendt materiale, hvorfor der ikke forventes påvirkning af grundvandet.
Miljøvurdering
Der er foretaget en screening af kommuneplantillægget. På den baggrund har kommunalbestyrelsen vurderet, at der skal udarbejdes miljørapport for kommuneplantillægget hvad angår den landskabelige påvirkning og trafiksikkerhed. Der udarbejdes en samlet miljørapport for lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg.
Om kommuneplantillæg
Yderligere information om kommuneplantillæg kan ses her.
