De generelle rammer gælder for alle områder afhængig af anvendelsen, med mindre der er fastsat andre/yderligere bestemmelser i rammerne for enkeltområder. Se også afsnit om rammer, retningslinjer og definitioner.
De generelle rammer for lokalplanlægningen er inddelt i:
Bevaringsværdig bebyggelse
Alle ejendomme med høj bevaringsværdi (1 - 3) udpeges som bevaringsværdige. I forbindelse med lokalplanlægning vurderes det, om andre bygninger også kan udpeges som bevaringsværdige, hvis de rummer en særlig miljømæssig eller lokalhistorisk værdi.
Der må generelt ikke opsættes solceller på bevaringsværdig bebyggelse. Dog kan der etableres solceller på bevaringsværdig bebyggelse i det omfang, det ikke påvirker bevaringsværdien. Opsætning af solceller på rækkehuse og dobbelthuse samt samlede, ens bebyggelser skal vurderes i forbindelse med lokalplanlægning.
Tagmateriale
Tagmateriale må maks. have en glansværdi på 15. Ved bebyggelse, der oprindeligt er opført med glaserede tagsten, foretages en konkret vurdering.
Skiltning
Skiltning skal udføres i henhold til kommunens skilteguide. Skilteguide.
Spilleautomater
Der må ikke opføres eller indrettes bygninger til spillehal med gevinstgivende spilleautomater, indskudsbod, kasino eller lignende, undtaget herfra er dog rammeområde 8.7.42 Bakken.
Teleantenner og -master
Placering og udformning af teleantenner og -master skal følge guiden ”Retningslinjer for ansøgning og opstilling af teleantenner og -master i Lyngby-Taarbæk Kommune”.
Støj
Ved udlæg af nye områder til støjfølsom anvendelse (boliger, rekreative områder m.v.) skal der sikres tilstrækkelig afstand til eksisterende eller planlagte støjende anlæg (infrastruktur, erhvervsområder, støjende fritidsaktiviteter m.v.). Hvis de vejledende støjgrænser ikke kan sikres ved tilstrækkelig afstand, skal der i forbindelse med planlægning af konkrete projekter tages højde for etablering af støjbegrænsende foranstaltninger jf. Planlovens § 11a. Retningslinjer for støj er fastsat i Miljøstyrelsens vejledninger. Se også afsnit om støj i by- og landzone under Retningslinjer.
Luftforurening
Kommunen planlægger ikke for boliger, institutioner, kontorer, rekreative formål m.v. i områder der er belastet af lugt, støv og anden luftforurening, uden relevante afværgeforanstaltninger, jf. Planlovens § 15b
Oversvømmelse og erosion
Dele af kommunen er udpeget som område, der kan blive udsat for oversvømmelse og/eller erosion. Det skal vurderes, om der skal etableres afværgeforanstaltning til sikring mod oversvømmelse og/eller erosion, når der planlægges for byudvikling, tekniske anlæg eller ændret anvendelse. Se de udpegede områder og forslag til afværgeforanstaltninger under retningslinjer for Klimatilpasning, oversvømmelse og erosion her.
Terrænregulering
Der må maksimalt terrænreguleres med +/- 0,30 m i forhold til eksisterende, naturlige terræn, se dog afsnit om Bæredygtighed.
Spildevand
Lokalplanlægning skal overholde den til enhver tid gældende spildevandsplan og dens bestemmelser om den lokale afledningskoefficient.
Bæredygtighed
I forbindelse med lokalplanlægning er der konkrete værktøjer, der kan anvendes for at understøtte en planlægning, som er mere biodivers og bæredygtig. Det skal derfor vurderes i forbindelse med hver lokalplan, hvorvidt nedenstående emner kan indarbejdes i planen:
- Krav om en varieret beplantning, der er egnet til stedet og som understøtter biodiversitet. Beplantningen skal være hjemmehørende, men kan også i særlige tilfælde være ikke-hjemmehørende.
- Krav om bedst mulige vækstbetingelser, så træer kan udvikle sig til store, sunde træer. En vigtig forudsætning for dette er at sikre rødderne tilstrækkelig plads.
- Udpegning af bevaringsværdig beplantning i henhold til kommunens retningslinjer for udpegning.
- Udlæg af arealer til nedsivning, grønne rabatter samt udlæg af størst mulige arealer forbeholdt vild natur frem for faste belægninger.
- Undgå i videst muligt omfang terrænregulering. Ved større projekter skal det dog vurderes, om overskudsjord kan anvendes på en rekreativ eller biodivers måde indenfor området for at undgå unødig transport.
- Krav om grønne tage og solceller, hvis det ikke reducerer bevaringsværdier og heller ikke er i strid med særlig karakteristisk arkitektur og miljø på stedet.
- Placering af byggeri og høje beplantninger, så særlige naturområder ikke kommer til at ligge i skygge.
- Genbrug af eksisterende bygningsmasse og bygningsdele.
- Hvor det er lovmæssigt muligt, fastsættes krav om anlæg til opsamling af regnvand til toiletskyl som betingelse for ibrugtagning.
- Mulighed for stiforbindelser, som binder området sammen med omgivelserne og giver nem og sikker transport for bløde trafikanter.
- Sikring af et tilstrækkeligt antal overdækkede cykelparkeringspladser tæt på bolig og arbejde.
- Krav om tiltag, der gør, at folk kan mødes, enten planlagt eller tilfældigt, i lokalområdet. Det kan f.eks. være ved etablering af fælleshus, fælles friarealer, lege- og sportsarealer, åbne forhaver og fælles parkeringsanlæg.
Læs også kommuneplanens retningslinjer for Klimatilpasning her.
Centerområder opdeles i bymidte, bydelscenter og lokalcenter.
Centerområder må anvendes til detailhandel, anden publikumsorienteret service, bolig, kontor, liberalt erhverv samt offentlige formål. I centerområder må der ikke nedlægges detailhandelsareal uden kommunalbestyrelsens tilladelse.
Se desuden afsnit om detailhandel under Retningslinjer.
Offentligt formål opdeles i offentlig administration, offentlig service, fritidsformål, trafikanlæg og tekniske anlæg.
Boligområderne opdeles i åben-lav, tæt-lav og etageboliger til helårsbeboelse.
Åben-lav
Der må kun opføres ét hus på hver ejendom til beboelse.
Grunde til énfamiliehuse må ikke udstykkes med et grundareal på mindre end 700 m². Der må ikke opføres eller indrettes tofamiliehuse eller dobbelthuse (boliger opdelt henholdsvis med vandret eller lodret lejlighedsskel) på grunde, der er mindre end 1.400 m².
I forbindelse med lokalplanlægning vil det blive vurderet, om der er særlige forhold i området, der kan begrunde fastsættelse af andre grundstørrelser.
Antal etager: Maks. 1½. Efter en analyse i lokalplanlægningen eller i en konkret sagsbehandling kan der dog tillades op til 2 etager, hvis lokale terrænmæssige eller historiske og karakteristiske bygnings- og arkitekturtræk tilsiger det. Endvidere skal der ske en vurdering af mulige ulemper i form af indbliksgener.
Tæt-lav
Der må ikke opføres tæt-lav bebyggelse på ejendomme med et gennemsnitligt grundareal på mindre end 300 m² pr. bolig. Der må opføres højst én beboelsesbygning per grund i højst 2 etager. Det skal sikres, at mindst 40% af bruttoetagearealet anvendes til friarealer. Som friareal medregnes ikke: vejareal, parkeringsarealer, containerarealer og stier.
Etageboligert
Det skal sikres, at mindst 40% af bruttoetagearealet anvendes til friarealer. Som friareal medregnes ikke: vejareal, parkeringsarealer, containerarealer og stier.
For alle boligområder gælder
Bebyggelse, herunder faste hegn, skal trækkes mindst 5 m tilbage fra vejskel for at sikre vejens åbne karakter og muligheden for at etablere beplantning mod vejen. Der kan dog efter en konkret vurdering gives tilladelse til fast hegn tættere på vejskel end 5 m på ejendomme, der er udpeget i kommunens gældende støjhandlingsplan. Mod vej skal der plantes en hæk, der skal opnå samme højde som hegnet.
I tagetager, der ikke må indrettes til beboelse, må der kun etableres vinduer til orienteringslys med en højde på maks. 0,65 m og en bredde på maks. 0,55 m.
Det er tilladt at opføre eller indrette institutioner for børn og unge samt ældreboliger.
For eksisterende detailhandel gælder, at butiksstørrelserne ikke må overstige 600 m² til dagligvarer og 100 m² til udvalgsvarer. Der kan ikke etableres nye butikker, men de eksisterende kan udvides som beskrevet. Udvidelser skal dog vurderes i hvert enkelt tilfælde.
Det er tilladt at indrette liberalt erhverv i egen bolig. Virksomheden må kun drives af den, som bebor den pågældende bolig, og der må ikke beskæftiges andre end boligens beboere.
Kommunalbestyrelsen kan tillade andre ansatte forudsat, at erhvervsarealet ikke overskrider 25% af boligens areal.
For erhvervsanvendelser i boligområder gælder, at:- Erhverv og erhvervsbebyggelse i boligområder må ikke medføre væsentlige gener for omgivelserne i form af øget trafikbelastning, forurening, støj, lugt mv.- Skiltning må ikke foretages uden kommunalbestyrelsens tilladelse og må i øvrigt ikke virke dominerende eller fremmed for omgivelserne.- Bebyggelsen og friarealerne skal fremstå som en del af det omkringliggende boligområde. - Bebyggelsesprocenten for erhvervsejendomme må derfor ikke overstige bebyggelsesprocenten for boligområdet.
Erhvervsområder opdeles i let industri og håndværk og kontor og serviceerhverv.
Let industri og håndværk
Der må kun indrettes lokaler til administration, produktudvikling, forskning, personaleuddannelse mv., hvis disse formål har sekundær karakter. Der må ikke indrettes boliger.
Kontor og serviceerhverv
Anvendelsen af disse områder præciseres ofte alene til "kontor" i de enkelte rammer. Serviceerhverv sidestilles med liberalt erhverv, se definitioner. For områder udlagt til kontor gælder: Der må kun indrettes lokaler til produktion, lager og udstilling mv., hvis disse formål har sekundær karakter.
For alle erhvervsområder gælder Bebyggelse skal trækkes minimum 5 m tilbage fra vejskel for at sikre vejens åbne karakter og mulighed for at have beplantning mod vejen. Det skal sikres, at mindst 10 % af bruttoetagearealet anvendes til friarealer. Som friareal medregnes ikke: vejareal, parkeringsarealer, containerarealer og stier.
For eksisterende detailhandel i områder udlagt til erhvervsformål gælder, at butiksstørrelserne ikke må overstige 600 m² til dagligvarer og 100 m² til udvalgsvarer. Der kan ikke etableres nye butikker, men de eksisterende kan udvides som beskrevet. Udvidelser til det maksimale antal m² skal dog vurderes i hvert enkelt tilfælde.
Kontor og lign. arbejdspladsintensive erhverv må ikke være over 1.500 m², med mindre det placeres i de stationsnære områder. Se desuden afsnit om stationsnære områder under Retningslinjer.
Stationsnære områder er omfattet af bestemmelser i det til enhver tid gældende landsplanperspektiv for hovedstadsområdets planlægning. Se desuden afsnit om stationsnære områder under Retningslinjer.
Landskab opdeles i bevarings- og friluftsområder samt områder til andre formål. Særlige anvendelser er fastlagt i rammerne for de enkelte områder.
Den rekreative anvendelse skal foregå under hensyntagen til de geologiske, biologiske, kulturhistoriske og landskabelige værdier i området.
Bygningsmæssige begrænsninger er fastlagt i rammerne i de enkelte områder. Placering og udformning af nye bygninger samt udvidelse af eksisterende bygninger skal ske under hensyntagen til eksisterende værdier i området; det være sig kulturhistoriske, bygningsarkitektoniske eller landskabelige værdier.
Der skal fastlægges retningslinjer, der bevarer og sikrer karakteristiske beplantnings- og landskabstræk samt bebyggelsestræk af betydning herfor.
Ved nybyggeri, tilbygning eller ændret anvendelse stilles følgende krav til anlæg af parkeringspladser.
Bilparkering
Åben-lav |
2 p-pladser/bolig |
Tæt-lav |
2 p-pladser/bolig |
Etageboliger |
1,5 p-plads/bolig, dog 1 p-pladsfor boliger på maksimalt 65 m² etageareal |
Ungdoms-, kollegieboliger og lign. |
1 p-plads/100 m² etageareal* |
Bolig – stationsnært kerneområde (600 m) |
Parkeringskrav kan efter en konkret vurdering reduceres med op til 10% |
Kontor - ikke stationsnært |
1 p-plads/50m² etageareal |
Kontor – stationsnært (1200 m) |
1 p-plads/50 m² etageareal** |
Kontor – stationsnært kerneområde (600 m) |
1 p-plads/50 m² etageareal med mulighed for reduktion op til 25%*** |
Kontor – særligt stationsnært kerneområder (300 m) |
1 p-plads/50 m² etageareal med mulighed for reduktion op til 40%*** |
Kontor – særligt stationsnært kerneområder (150 m) |
1 p-plads/50 m² etageareal med mulighed for reduktion op til 60%*** |
Udvalgsvarebutikker**** |
1 p-plads/35 m² etageareal i bymidter og bydelscentre. 1 p-plads/50 m² etageareal i lokalcentre mv. |
Dagligvarebutikker**** |
1 p-plads/35 m² etageareal |
Lokalcentre Lundtofteparken, Brede Torv og Eremitageparken |
Parkeringskravet vurderes |
Øvrige anvendelser |
Parkeringskravet vurderes |
*Uanset om boligerne indrettes i tæt-lav eller etagebyggeri.
**Et præcist antal (hverken flere eller færre).
***Mulighed for reduktion/dobbeltudnyttelse i stationsnært kerneområde, jf. afsnittet nedenfor om reducerede parkeringsnormer.
****Ved ændret anvendelse mellem butik og café/restaurant i stueetagen uden forøgelse af etageareal i stationsnært kerneområde i Kgs. Lyngby stilles ikke krav om yderligere p-pladser.
Vedrørende parkeringsnormer i de stationsnære områder; se afsnit om stationsnære områder under Retningslinjer.
Reducerede parkeringsnormer.
Stationsnært kerneområde (600 m)
På baggrund af konkrete vurderinger kan der gives mulighed for reducerede parkeringsnormer som enten dobbeltudnyttelse i stationsnært kerneområde eller ved placering i stationsnært kerneområde. Ved placering i stationsnært kerneområde kan parkeringskrav efter en konkret vurdering reduceres med op til 10% for boliger og 25% for erhverv (kontor, detailhandel m.m.) Ved ejendomme med blanding af bolig og erhverv (kontor) kan parkeringskrav efter en konkret vurdering reduceres på baggrund af principperne for dobbeltudnyttelse, se redegørelse under Baggrund.
Særligt stationsnært kerneområde (300 m og 150 m fra Lyngby Station)Ved placering i særligt stationsnært kerneområde (300 m og 150 m fra Lyngby Station) kan parkeringskrav til kontor efter en konkret vurdering reduceres op til 40 % inden for en afstand af 300 m fra Lyngby Station (S-tog og Letbane), samt op til 60 % reduktion inden for en afstand af 150 m fra Lyngby Station (S-tog og Letbane). Størstedelen af et projektområde, skal være beliggende inden for enten 300 m eller 150 m for at være omfattet af mulighederne for særligt stationsnært kerneområde.
Hvor parkeringspladser ikke kan anlægges på egen grund kan der arbejdes med følgende principper:
- Det antal p-pladser, man IKKE – efter reduktion – har plads til at anlægge på egen grund, kan man købe/etablere på en anden matrikel, som man ejer, indenfor en radius af 300 m fra centrum af det aktuelle område under forudsætning af, at der på denne ejendom er ledig kapacitet. Løsningen tinglyses.
- Det antal p-pladser, man IKKE – efter reduktion – har plads til at anlægge på egen grund, kan man købe/etablere på en anden mands grund indenfor en radius af 300 m fra centrum af det aktuelle område under forudsætning af, at der på denne ejendom er ledig kapacitet. Løsningen tinglyses.
Handicap-p-pladser til biler
Normer for handicap-p-pladser, se redegørelse under Baggrund.
El-ladestandere til biler
Kommunalbestyrelsen følger den til enhver tid gældende ladestanderbekendtgørelse.
Cykelparkering
Etageboliger |
2,5 cykel-p-plads/bolig |
Ungdomsboliger og lign. |
1 cykel-p-plads/25 m² etageareal* |
Dagligvarebutikker |
1 cykel-p-plads/40 m² etageareal* |
Udvalgsvarebutikker** |
1 cykel-p-plads/40 m² |
Kontorerhverv |
1 cykel-p-plads/40 m² |
Liberalt erhverv |
1 cykel-p-plads/40 m² |
*Hertil kommer areal til specialcykler.
**Gælder ikke særligt pladskrævende detailhandel.