Stærkt handelsliv

Handelslivet skal styrkes ved at øge oplevelsesværdien og bylivet. Strategien sigter mod at skabe et alsidigt udbud af oplevelser gennem et mix af butikker, spisesteder, kulturelle aktiviteter og events, der henvender sig til flere forskellige målgrupper. Dette understøttes ved at skabe flere rum af bymæssig høj kvalitet og aktivt inddrage midlertidige byrum som fleksible rammer for nye initiativer. Kommunen vil fortsat styrke det lokale engagement gennem samarbejder og partnerskaber med alle som, har interesse i byens liv.

Fremtidens fysiske handelsliv handler om at skabe miljøer, hvor vi som mennesker, uanset alder, ser værdien i at bruge tid - den måske mest kostbare værdi af alle. Handelslivet i Kongens Lyngby Centrum er derfor uløseligt forbundet med bylivet og byens rum.

Se mere om Udviklingsplanen her:

Udviklingsplan for Kongens Lyngby Centrum

Ejendommene på Firskovvej og dele af Nørgaardsvej indgår i et stort og spændende udviklingsområde i Kgs. Lyngby.

Området har gennem en årrække fungeret som aflastning til den centrale del af Kgs. Lyngby for virksomheder, der ikke passede til byens udvikling til handelsby. I dag rummer området forskellige kontor- og servicevirksomheder, medieskolen, tømmerhandel, bilforhandlere og en kommunal driftsplads og genbrugsplads.

Området skal udvikles til et attraktivt, fleksibelt og robust område med en bymæssig karakter og moderne identitet. Gennem omdannelse og fortætning skal området over tid kunne udvikles med en blanding af boliger, virksomheder og større udvalgsvarebutikker samt handel med særligt pladskrævende varer. Nye bygninger og byrum skal være af høj arkitektonisk kvalitet. Stiforbindelser skal sikre adgang til det rekreative område Ermelundskilen mod nord og gode forbindelser til det øvrige kgs. Lyngby. Det er ønsket, at den nye bydel får sin egen profil og tilbud som supplement til den eksisterende by.

Udviklingen skal ske på baggrund af den udviklings- og helhedsplan som er udarbejdet i dialog med grundejerne. Helhedsplanen fastlægger områdets fremtidige profil og skal være styrende for den videre fysiske planlægning og prioriteringer i området.