Strategien skal gøre Kongens Lyngby Centrum grønnere for at fremtidssikre byen til klimaforandringerne, øge biodiversiteten samt gøre centrum langt mere oplevelsesrig,
sanselig og varieret. Det understøtter nemlig både handelslivet, bylivet og boliglivet.
Kongens Lyngby har nogle af Danmarks smukkeste naturområder lige uden for hoveddøren. Naturområderne er levested for myriader af småfugle - heraf mange sjældne arter. Men selve Kongens Lyngby Centrum er markant mindre grønt end resten af kommunen. Udviklingsstrategien for et grønnere og mere biodiverst centrum er meget ambitiøs. Ved at øge biodiversiteten og det "grønne" areal, klimatilpasses byen, samtidig med at alle, der færdes i byens rum, får glæde af naturens herligheder og æstetik.
Strategien for et grønnere Kongens Lyngby Centrum skal i høj grad tilgås som en proces, hvor mange store og små indsatser tilsammen vil skabe et skønnere, mere bæredygtigt og sanseligt bymiljø. Mulighederne for at gøre centrum grønnere og øge biodiversiteten er mange. Nogle områder, som Lyngby Torv, Klampenborgvej og Kanalparken, kan gøres grønnere som en del af byrums- og klimatilpasningsprojekterne, mens andre områder, f.eks. Gasværksvej og Jernbanepladsen, skal udvikles i dialog med private grundejere.
Udviklingen af et grønnere centrum vil, med bynatur af høj kvalitet, bidrage til at skabe nye rekreative muligheder og en by med stor oplevelsesværdi. Den grønne strategi er således løftestang for at skabe byrum, der giver bedre rammer for både borgere og biodiversitet.
Se mere om Udviklingsplanen her:
Udviklingsplan for Kongens Lyngby Centrum
Som led i et større klimatilpasningsprojekt reetableres den historiske Fæstningskanal fra Lyngby Hovedgade til Helsingørmotorvejen via Ermelundskilen.
Udover at løse en klimamæssig udfordring rummer projektet samtidig mulighed for at berige byrum og friarealer langs kanalen med nye opholdsarealer, samt rekreative og trygge forbindelser i byen.
Fæstningskanalen blev gravet i 1887-88. Kanalen var en del af Københavns Befæstning, som gik fra Furesøen gennem Lyngby ud til Ermelunden. I tilfælde af krig, hvor Sjælland blev invaderet af fjendtlige tropper, ville man lukke noget af Furesøens vand ud gennem kanalen, så vandet ville oversvømme de lavtliggende områder langs Dyrehavens sydside ud til Øresund samt sydover via Vestvolden.
LINKS
Kongevejsprojektet omhandler en forskønnelse af strækningen fra Kirkepladsen/Fæstningskanalen til Frilandsmuseet.
Fremtidsvisionen indeholder flere delprojekter, og vil give en smuk, attraktiv og værdig ankomst fra nord til Kgs. Lyngby.
Visionen omfatter blandt andet en vandfyldt Fæstningskanal, hvor blandt andet en overgang over Fæstningskanalen ved Lyngby Hovedgade på et tidspunkt eventuelt kan genetableres for at understrege indgangen til Kgs. Lyngby. Kirkepladsen skal renoveres og skabe sammenhæng mellem kirken, Bondebyen, det landskabelige træk og Lyngby Hovedgade. Det bør overvejes, om den Den Tuteinske Pavillon skal flyttes fra den nuværende placering på Rustenborgvej 7b, til haveanlægget ved Rustenborgvej 1 på den anden side af Bådfartens landgangsbro.
Det grønne træk mellem Fæstningskanalen og Sorgenfri Slot skal forstærkes.
Ved Sorgenfri Slot er det tanken, at tydeliggøre rotunden med ny belægning og genskabelse af rotundens oprindelige beplantning, inspireret af den franske vejingeniørs Jean Marmillods tegninger. Den efterfølgende strækning, der gennemskærer det åbne landskabsrum, skal beplantes med Lindetræer og vejprofilet gøres smallere. Kongevejsprojektet tænkes afsluttet med en rektangulær plads på Kongevejen ved Frilandsmuseets hovedindgang.