Kongens Lyngby har i generationer været en attraktiv handelsby og et naturligt centrum for oplandet. Nu oplever byen ligesom mange andre byer, en række forandringer som følge af både globale megatrends og ny lokal infrastruktur, og i takt med udviklingen er det afgørende, at Kongens Lyngby også i fremtiden kan bevare og understøtte sin særlige position.
Vores vision er at gøre livet i Kongens Lyngby bedre. Nyt og gammelt, handelsliv og byliv, stille lommer og aktive byrum skal flette sig sammen til et varieret, grønt og levende centrum, hvor der altid er en grund til at komme – og hvor man altid bliver lidt længere end planlagt.
Sammen vil vi skabe et centrum, der er så rigt på gode oplevelser, at det er værd at bruge tid og penge på. Vi gør det, fordi det er til glæde og gavn for både handelslivet, bylivet, boliglivet samt dyre- og plantelivet, men også fordi vi vil give kommende generationer en
by, vi kan være stolte af.
Vision og Udviklingsplan for Kongens Lyngby Centrum
De senere år har budt på stor byggeaktivitet i Kongens Lyngby - og udviklingen ser ud til at fortsætte. Derfor har kommunalbestyrelsen besluttet sig for at sætte særligt fokus på udviklingen af den centrale del af Kongens Lyngby.
Kommunalbestyrelsen har gennemført en visions- og strategiproces for Kongens Lyngby, som har resulteret i Udviklingsplan for Kongens Lyngby Centrum.
Vision for Kongens Lyngby Centrum
Stærkt handelsliv og liv efter lukketid
Vi vil styrke vores handelsliv og binde butikker, gader, stræder og pladser bedre sammen med smukkere og grønnere byrum, der inviterer til leg, ophold og fællesskaber året rundt. Og vi vil skabe rum for nye kulturelle, kunstneriske og gastronomiske oplevelser. Centrum skal være attraktivt for børn, unge, familier og seniorer, være et aktiv for borgere i hele kommunen og kunne tiltrække gæster og turister udefra.
Fremkommelighed og tryghed i trafikken
Vi vil sikre god fremkommelighed til centrum og samtidig reducere den gennemkørende trafik. Det skal være let, sikkert og trygt at færdes i centrum, også for cyklister og gående. Den kollektive trafik, herunder letbanen, skal være et aktiv for borgerne og butikkerne.
En grøn og bæredygtig by med oplevelser, natur og vand
Vi vil styrke forbindelserne mellem centrum, og kommunens kulturhistoriske grønne og blå omgivelser, vi vil skabe nye muligheder for aktivitet og bevægelse for både børn og voksne, og vi vil trække naturen og vandet ind i byens rum, så Kongens Lyngby bliver en attraktiv destination.
Udvikling med respekt for historien og krav om kvalitet
Vi vil passe på de bevaringsværdige bygninger og styrke købstadspræget i og omkring Lyngby Hovedgade. Vi stiller høje krav til kvalitet og samspil med det eksisterende bymiljø, når vi nænsomt skaber plads til nye butikker, boliger, kultur og spisesteder.
Attraktive boliger i centrum
Vi vil på udvalgte steder i centrum give mulighed for at bygge nye boliger, der understøtter handelslivet og bidrager til tryghed og liv efter lukketid. De nye boliger i centrum skal være for dem, der ønsker at bo centralt i attraktive og levende omgivelser.
Rum til fremtidens viden og udvikling
Der skal være rum for viden og innovation i centrum, så vidensvirksomheder og uddannelsesinstitutioner spiller sammen med centrum og byens øvrige liv. Vi udvikler centrum vel vidende, at vi ikke kender alle svarene på forhånd. Derfor har vi en agil og fleksibel tilgang, og er åbne for nye idéer til, hvad centrum skal kunne og rumme.
Udviklingsplan for Kongens Lyngby Centrum
Med Udviklingsplan for Kongens Lyngby Centrum har kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune vedtaget en overordnet strategisk ramme, som giver retning for den fremtidige udvikling af byens centrum. Udviklingsplanen består af seks strategier, som tilsammen skal fremme realiseringen af den politiske vision om et levende og oplevelsesrigt Kongens Lyngby Centrum.
Intentionen er, at nyt og gammelt, handelsliv og byliv, stille lommer og aktive byrum skal flette sig sammen til et varieret, grønt og levende centrum.
Udviklingsplanen består af seks udviklingsstrategier, som danner grundlag for en samlet overordnet fysisk byudviklingsplan samt oplæg til, hvordan udvalgte delområder kan udvikles i overensstemmelse med strategierne.
De 6 udviklingsstrategier
Udviklingsplanen består af seks udviklingsstrategier, som tilsammen er retningsgivende for realiseringen af den politiske vision om et levende og oplevelsesrigt Kongens Lyngby Centrum. Strategierne søger at imødekomme nuværende behov, såvel som skabe de bedste muligheder og et robust og fleksibelt grundlag for at fremtidssikre byen. Udviklingsstrategierne tager deres udgangspunkt i en sammenstilling af kommunens vision, relevante planer og strategier samt de megatrends, der påvirker byudviklingen generelt. Udviklingsstrategierne danner afsæt for den videre dialog mellem de involverede parter i udviklingen af Kongens Lyngby Centrum.
Se nærmere på undersider i kolonnen til venstre.
Se mere om Udviklingsplanen her: