DET VI VIL

Kommuneplanstrategien Byudvikling i balance 2023 støtter op om ønsket om at give borgere og virksomheder mulighed for at udfolde sig og samtidig tage hensyn til omgivelserne.

Vi vil fortsat arbejde for, at kommunen som helhed, og også hver bydel, er et attraktivt sted at bo, leve, uddanne sig og arbejde i. I kommunens bydele kan der ske forandringer. Forandringer, der har til formål at bevare og udvikle det, vi holder af, ikke mindst de grønne og blå områder. Udvikling skal ske i respekt for eksisterende borgere. Du kan læse mere om hver enkelt bydel og landskabet i denne del af kommuneplanen. 

Kortet nederst på siden viser de 8 bydele samt landskabet i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Vi vil fortsat værne om kommunens enestående naturkvaliteter og natur- og vandområder, der indgår i balancen mellem by og land og en bæredygtig fremtid.

Vi vil integrere gode trafikale løsninger i byudviklingen. Letbanen kører 2026. Det betyder fortsat forandringer på flere niveauer. Byudviklingsområder er i spil, og forbindelsen mellem DTU og Kgs. Lyngby vil blive styrket med letbanen.

Der er ingen væsentlige uudnyttede arealreservationer i kommuneplanen.


De gennemgående landskabstræk med Dyrehaven, Mølleådalen og søerne, Ermelundskilen og Fæstningskanalen samt parkerne er en stor kvalitet, som spiller en afgørende rolle for Lyngby-Taarbæks identitet og attraktionsværdi.

Kommunalbestyrelsen ønsker at værne om kommunens grønne værdier og enestående naturkvaliteter. Disse værdier er vigtige for fortsat at være en attraktiv kommune.

Kommunalbestyrelsen har netop derfor fortsat  fokus på balance mellem det grønne og byudvikling.

Kommunalbestyrelsen arbejder for at forbedre mulighederne for,  at alle borgere på tværs af transportmiddel kan færdes sikkert og trygt i kommunen.

I hele kommunen har kommunalbestyrelsen fokus på at understøtte delebilsordninger, samkørsel, elbiler, selvkørende biler, taxa-tjenester og lignende, der kan styrke bæredygtig mobilitet. I den forbindelse indgår en vurdering af det fremtidige behov for p-pladser.

Letbanen vil gøre Lyngby Station og Kgs. Lyngby endnu mere central og tilgængelig og styrke forbindelsen til og fra DTU.

Kommunen deltager i mobilitetsprojekter med kollektive transportudbydere og DTU. Formålet er at opnå et effektivt og attraktivt transporttilbud med gode skiftemuligheder. Dette udmønter sig blandt andet i, at kommunen arbejder for  at etablere fremtidssikret cykelparkering ved kommunens syv letbanestationer og at kommunen tilbyder delecykler. I det videre arbejde med kommunens fysiske udvikling indgår vurdering af særlige hensyn til cykelstier, sikre skoleveje og hensynet til de bløde trafikanter.

For at forbedre trafikafvikling i Kgs. Lyngby har kommunalbestyrelsen besluttet en række tiltag:

• Klampenborgvej er lukket for biltrafik mellem Lyngby Hovedgade og Kanalvej.
Mulighederne for at etablere en parkeringskonstruktion i området syd for Lyngby Torv undersøges.
• Tiltag, som kan bidrage til en mere effektiv adgang til parkeringsarealer, og som reducerer søgetrafikken.

Med lukningen af Klampenborgvej blev en central del af Kgs. Lyngby fredeliggjort. Biltrafik til byen fordeles fra indfaldsvejene via P-søgeringen til parkeringspladserne langs denne. En parkeringskonstruktion kan samtidigt skabe mulighed for at danne attraktive og grønne byrum ved omdannelse af arealer.